JEG ER IKKE DENNE KROP
Jeg vågner hver morgen i en krop.
Jeg mærker dens tyngde, dens sanser, dens begrænsninger.
Den gør ondt. Den længes. Den ældes. Den dør.
Men jeg er ikke denne krop.
Kroppen er forgrunden – en bevægelig form, et midlertidigt hus.
Jeg har kaldt det “mig” så længe,
at jeg begyndte at tro på det.
Men det er ikke sandt.
For inde bag huden,
bag navnet,
bag historien –
er noget, der ikke kommer og går.
Noget, der aldrig blev født, og derfor aldrig kan dø.
Noget, der ikke bevæger sig, men ser alt bevæge sig.
Noget, der ikke kan såres, glemmes eller efterlades.
Det er det, jeg er.
Lidelsen opstår, når jeg glemmer
Lidelse er ikke smerte.
Lidelse er forvekslingen –
når jeg tror, jeg er det, der lider.
Når jeg tror, jeg er den, der bliver forladt.
Den, der bliver syg.
Den, der fejler.
Den, der bærer skam.
Men smerten bliver først til lidelse,
når jeg tror, den fortæller mig, hvem jeg er.
Adskillelsen er illusionen
Det eneste, der gør ondt,
er at føle mig adskilt fra Gud.
At føle mig som en krop i en verden,
i stedet for at vide, at jeg er det,
hvor verden opstår.
Vi tror, vi er faldet ud af himlen –
men det er bare en tanke.
Himlen har aldrig forladt os.
Vi er stadig i den.
Vi er den.
Vejen tilbage er ikke en rejse – det er en opvågnen
Når du mærker smerte, så bliv stille og spørg:
“Hvem i mig oplever dette?”
“Er det den, jeg er – eller den, jeg ser?”
Du vil opdage, at du altid har været bagved.
Som det rene vidne.
Det tyste lys.
Gud selv – ikke som idé, men som væren.
